Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Min Juleforelskelse

Det var måske ikke en hovedkulds juleforelskelse jeg søgte, men det var en hovedkulds juleforelskelse jeg fik. Ja, jeg har brugt de fleste af mine vågne timer de sidste par dage på at spille Dark Souls, det originale - et spil jeg allerede har mange timer i. Ikke uden grund, da jeg havde fået en Steam Controller til låns, og ihærdigt søgte at prøve funktionaliteten af på tværs af genrer. Og jeg vil ærligt indrømme at jeg faldet pladask for den buttede Satan. Nu troede I lige det var endnu en fabriksproduceret spiljournalist der skulle smiske for FromSoftware, hvad? Nej, det handler i stedet om en fabriksproduceret spiljournalist der falder for Gabe Newells fødder - det er aldrig set før! Min elskovsflamme var endda så heftig, at jeg blev nødt til at købe en selv, efter min lillebror bad om sin egen tilbage. Heldigvis havde GameStop i Slagelse en til 349 kroner - som de eneste i landet. Juleguderne smilte i sandhed på mit amourøse tilfælde i dette aggregat.

Hvad er der så med FromSoftwares geniale spilserie? Det forholder sig sådan at jeg har spillet diverse udgaver af Souls på mange forskellige platforme, men, vigtigst af alt, med meget forskelligt udstyr. PlayStation 3 og PlayStation 4 controller, Xbox 360 controller og ikke mindst, tastatur og mus. Sidstnævnte blev en meget kort fornøjelse - jeg nåede knap nok til galeanstaltens kæmpedæmon i starten af spillet før jeg gav op. Erfaringen er der, og efter at have leget rundt med Cuphead, Hellblade, Mad Max og Immortal Planet, kom turen til et kig ind i de mørke sjæles verden. Og jeg har aldrig oplevet noget så smukt, som at lægge strategi, gøre parade og stikke riddere ned med Steam Controlleren i hånden.

Kritikken synes altid at lyde på, at man skulle have fire tommelfingre for at manøvre ordentligt med den her pseudo-Xbox Controller der havde fået vendt vrangen ud. Og uden to styrepinde, hvordan I alverden skulle man så have kontrol over noget som helst? Jeg kan ikke svare på de spørgsmål, for jeg ser slet ikke de problemer. Aldrig har jeg oplevet en Controller der ligger så godt i hånden, og på sådan en naturlig vis lader fingrene have adgang til tre knapper bag på. Bevares, klikke-funktionerne på de to berøringsflader er en anelse stive, men udover kan jeg ikke rigtig antaste hverken Gabe Newell eller Steam for noget fejlprodukt - det klarede de fint selv med Steam Machine. Controlleren er i hvert fald noget nær det perfekte apparat til en gammel konsol-spiller der har fået foretaget en medie-skifteoperation, og nu primært bruger computeren.

Jeg dåner ligeledes over brugerdefinerbarheden. Det betyder at jeg, uden knas, kan støtte Good Old Games, som det fantastiske projekt det er. Bagefter kan jeg hive de DRM-fri spil over på min Steam for at kaste mig ud i Cuphead eller Hollow Knight med hænderne pænt over skødet, men omfavnede min elskede Steam Controller. Ja, jeg ved godt jeg er sådan cirka to år for sent på den, men jeg har gjort karriere ud af at komme for sent til ting fordi jeg, først og fremmest, altid har gang i et eller andet, og fordi jeg altid er så pisseskeptisk over for nye spiloplevelser.

Derfor går denne her blog ud til de forsinkede gamle mavesure bisser som mig, der har brug for en varm, livlig følelse i kroppen, her i den kolde julemåned. Den går ud til alle dem der aldrig er på pletten, men tager sig tid til at overveje og anse. Den går ud til alle dem der ikke lige har råd til en Nintendo Switch så snart den lander i butikkerne. Øh, jeg tror vist der bliver abstraheret en anelse nu.

Anskaf dig en Steam Controller, sæt dig ind i hvordan du skræddersyer den, og nyd dit liv på ny.

Er der noget der har sat jeres kolde decemberhjerter i brand?

Jeg hedder ikke Magnus

Jeg hedder Søren.

I forlængelse af mit hudløst ærlige indlæg om min hverdag som freelance skribent her på GameReactor redaktionen, tænkte jeg, at en mere personlig introduktion var på sin plads - selvom en introduktion som denne nok burde have været nedfældet i foråret, da jeg blev lukket indenfor i varmen, og ikke først nu, hvor året går på hæld. Traditionen synes jo at foreslå at et nyt medlem i den mytiske inderkreds lige haste-taster et par skæppeskønne ord om siden, og kvitterer med lidt forhistorie om sig selv. Dybt konservativ som jeg er, har jeg da selvfølgelig også tænkt mig at gøre dette. På min egen spraglede facon.

GameReactor har, som sådan, ikke været en del af min hverdag, eller min browser-historik, før jeg sendte en e-mail til Kim Olsen om skribent-arbejde. Bevares, jeg vidste hvad GameReactor var og hvad dets virke er, men jeg havde ikke føling for siden, magasinet, brugerne, eller noget som helst andet. Det var derfor lidt at et sats at leje mine underudviklede skrivekundskaber ud til en helt ukendt stamme, men jeg har også altid holdt af at tage chancer. Så helt konservativ er jeg ikke - nok snarere det modsatte. Sidenhen har jeg dog fået indlevet mig overordentligt meget mere i GameReactor universet. Ikke mindst har den kære chefredaktør taget godt imod mig, og jeg føler da også at jeg er blevet taget godt imod af fællesskabet her på siden. Jeg er i hvert fald blevet taget imod. Af et par stykker. Sådan, med so-so respons, i hvert fald, af et par medlemmer herinde. Mere om det senere.

Jeg skrabede overfladen hvad angår min forhistorie med skriveriet i indlægget jeg omtalte i starten af... indlægget. Øh, ja, der er åbenbart lidt vej endnu til de helt store sproglige udfoldelser falder på plads, men ikke desto mindre, kan interessenter med fordel navigere tilbage til det andet afsnit i Min dag som freelance skribent på GameReactor, og læse at jeg har skrevet diverse tekster (både skønlitterære som kulturjournalistiske) siden jeg var omkring 16 år. Det er over et årti siden og det er jo temmelig tydeligt at talentet langt fra er blomstret i nogen særlig gunstig retning, så man kunne jo fristes til at stille spørgsmålet hvorfor jeg agter at fortsætte. Det er simpelthen fordi jeg elsker at skrive - elsker, elsker, elsker det. Jeg elsker også at tale, at snakke, at konversere og at ævle hele tiden. Nærmest konstant.

Den forkærlighed for det talte ord, forenede sig så med min altid tilstedeværende kritiske sans, og dannede en lyst til at anmelde. Samtidig har jeg temmelig markante holdninger om både kultur, medier, og hvad der betoner kvalitet i spil, musik, film og litteratur, og derfor var det naturligt at en analytisk-anmeldende tilgang til alt hvad der havde med disse områder at gøre indfandt sig. Samtlige er forsøgt, men det har altid været videospillene der trak. Det er bare først nu at muligheden kommer til udtryk. Se, jeg kommer nemlig fra et barndomshjem hvor computerspillet var en afart af noget ondskabsfuldt, noget asocialt og noget personlighedsødelæggende. Det var nok derfor at jeg, åbenlyst i protest, gjorde så meget ud af at spille computer som overhovedet muligt.

Sjovt nok kommer interessen fra min far (der for længst har opgivet alt hvad der hedder spil), og hans fremvisning af Wolfenstein 3D på sin egen computer. Jeg spillede det kun liden selv, men det gjorde mig nysgerrig. Inden længe stod jeg op til anklerne i MechCommander, StarCraft, Baldur's Gate, Fallout, og ikke mindst Pokémon. Ej at forglemme min elskede Super Nintendo, vores fælles Sega Genesis, den stakkels Nintendo 64 konsol vi kun nåede at have en kort fornøjelse af inden den blev stjålet, og så selvfølgelig min allerbedste ven - min GameBoy Pocket. Det med barndomshjemmet og de udskældte spil klinger muligvis lidt hult nu, men ikke desto mindre er det sandt. Min far forkælede os, primært mig, og min stedmor var ikke tilfreds med det. Samtlige konsoller er da også sidenhen forsvundet i flytninger - konspirationerne står i kø! Min pointe er at min indgang var enorm bred, og meget overvældende. Det er sikkert årsagen til det samler-gen jeg har tillagt mig på min ældre dage.

Angående disse ældre dage, studerer jeg til daglig til pædagog i Slagelse. Det er, desværre, Danmarks nemmeste, mest underprioriterede uddannelse, hvilket er sørgeligt - det med at arbejde med mennesker burde ligge et tårnhøjt niveau og en tårnhøj forventning. Ak, sådan ligger landet ikke. På den anden side betyder det så at jeg har masser tid til at skrive og spille. Tidligere læste jeg på universitetet, men blev nødt til at droppe mit studie halvandet år inde i forløbet, på grund af ny-diagnosticeret kronisk sygdom. Sådan er livet. Med fare for at lyde som den velkendte plade med hakker i, så var der pludselig masser af tid til at skrive og spille. Det gjorde jeg så de næste ti måneder, indtil jeg begav mig ud på et nyt uddannelses-eventyr.

Jeg har en kæreste, jeg har en kat, jeg har en lejlighed, jeg ved ikke rigtig ellers om der skal krænges mere ud af mit privatliv? Det var i hvert fald min baggrund og mit grundlag for at være her på GameReactor. Som sagt, en tilstedeværelse det kræsne publikum er nogenlunde tilfredse med. Indtil videre er jeg blevet hentydet til som analfabet, umanerlig, uprofessionel, uduelig og forvrøvlet. Derudover har jeg fået at vide at mine anmeldelser er noget af det dårligste nogen nogensinde har læst, at mine observationer er åndsvage, at jeg er billedet på den lave standard GameReactor har tilegnet sig, og at jeg enehændigt ødelægger integriten for resten af redaktionen.

Alt i alt, så går det bare som smurt.

Hej, jeg hedder Søren, og jeg regner ikke med at gå nogen vegne lige foreløbig. Jeg er virkelig glad for at være her, og jeg glæder mig hver morgen til at tjekke nyheder, og snakke med de bekendtskaber jeg har gjort mig her på siden. Jeg er meget taknemmelig for muligheden, og, i mit stille sind, takker jeg hver dag Kim Olsen og Magnus Groth-Andersen for at tro på mine evner.

Min dag som freelance skribent på GameReactor

At være freelance skribent på GameReactor er et fantastisk, men også meget hårdt, job. Det kræver vilje, talent, og mod, ikke blot at blive indlemmet i redaktionen, men også at leverer til de skyhøje forventninger vores kære chefredaktør, Magnus "KutaragiFan37" Edvard Jens Gylling Groth-Andersen, Greve af Montparnasse, har til os hver især. Der er ét spørgsmål jeg ofte får leveret af min brevræv, sendt fra nær og fjern i det ganske danske land, og det er hvordan, hvorledes, og hvorfor. Så i gennemsigtighedens hellige navn, har jeg besluttet at skrive et blog-indlæg om min hverdag som freelance skribent på GameReactor.

Det er vigtigt for mig at pointere, at det at skrive tekster i nutiden, ikke er en dans på roser. Alle der ønsker en sådan levevej, vil jeg fraråde det hvis det er for rigdommens skyld. Der er ingen hurtig vej til toppen, og slet ikke i en tid hvor alt er betalt af reklamer, og privilegier. Jeg selv har øvet, øvet og atter øver siden jeg var omkring 16 år, og det er først nu at jeg har et egentlig gennembrud, publikumsmæssigt og anerkendelsesvis. Det er jeg meget taknemlig for, men jeg ved til gengæld også at det ikke er kommet af sig selv. Et helt årti med forfejlede skriveprojekter, egne forsøg på blogs, og skrive-gigs om alt andet end videospil, har lært mig at det er en hård branche, uden mange plads til fejltrin.

Nuvel, min dag som freelance skribent.

Jeg vågner altid klokken 06:42 om morgenen. Eller rettere, slottets husholderske vækker mig der. Ligeledes bliver resten af freelancerne vækket der. Greven syntes det skabte bedre organisations-følelse, og bedre samhørighed, hvis vi alle sammen var indkvarteret for efterfølgende på samme sted. Så helt "freelancere", er vi måske ikke. Jeg er på vej væk fra emnet. Fra 06:45 til omkring klokken ti, er der så overdådig morgenmadsbuffet, med alt inkluderet af ikke bare danske delikatesser, men morgendelikatesser fra hele verden. Greve Magnus er en holden mand - der er jo stadig et forholdsvist højt skattetryk i Danmark. Der er aldrig margarine, dog. Som grevens ligemand Jørgen Leth, hader Magnus margarine.

Efter klokken ti, er det så tid til at "fremelske medie-baseret videns-dybde", som Magnus har kaldt det. Egentlig betyder det som bare at nu er der fri leg til at spille computerspil, konsolspil, mobilspil, og håndholdte spil, helt indtil til aftensmadstid. Frokosten skal vi selv betale, hvilket vel egentlig er fair nok. Her har vi så alt til rådighed - det eneste krav er, at vi ikke spiller noget der er udgivet i det nuværende år. Det vil sige ingen spil fra 2017. Idéen er at vi skal udvide vores referenceramme, eller et eller andet. De fleste af os spiller bare Overwatch eller TEKKEN. Vi er spiljournalister, for Sørensen da, vi ved jo alt om computerspil allerede!

Det er efter aftensmad at selve arbejdet skal gøres. Efter at grevens bodyguard, Verner, har tvunget os i vores elektriske chokhalsbånd, skal der skrives artikler og anmeldelser. Nu skriver jeg tvang - der er ikke meget tvang, eftersom det vi alle sammen er nogenlunde enige om at med alt det gratis mad og alt den gratis underholdning, så er det retfærdigt at forvente at vi trods alt, laver noget arbejde hver dag. På den anden side, så ville det også være fedt at få lov at komme udenfor nogen gange. Hvorom alting er, bliver der så trukket lod om hvem skal skrive hvad. Som eksempel, kan jeg passende forklare tilblivelsen af min SpellForce 3 anmeldelse.

Som sagt, på med halsbåndet, efter at tombolaen har kastet et navn af sig. Det er et temmelig kompliceret ritual, det med valg af dagens skribent, som jeg stadig ikke helt har forstået, men der er både elektriske julelyskæder, en skridttæller, og en papfigur af Anders Lund Madsen involveret. Hver gang man forsøger at spørge chefredaktøren om det, dog, bryder han ud i en af Louis Armstrong's standarder, og moonwalker væk. Det er højst besynderligt.

På slottet har Magnus otte rum, med en tidslomme i hver. Her bliver os skribenter så placeret i, efter tur, indtil vi har skrevet vores artikel eller anmeldelse færdig. I disse "kreative fristeder til fordybelse i interaktive medier" som Magnus kalder det, eller flyttekasser med hængelås som jeg kalder dem, brugte jeg så 49 timer på at spille SpellForce 3, og skrive anmeldelsen. Det var endda en af dem der var hurtigt overstået. Rekorden holdets vist af Jonathan, der brugte 14 dage på at spille theHunter: Call of the Wild. To uger i træk, i en flyttekasse. Ret imponerende. Forestil dig lige, 14 dage uden mad, og drikke, mens Magnus sad på sin trone af det pureste guld, belagt med ædelstene fra alle kontinenter, og drak lyserød NV Armand de Bignac Ace of Spades rosé, samtidig med han blev fodret økologiske blåbær af hawaiianske hula-dansere. I mit tilfælde, var kun champagnen tilstede. Og det var en Moët & Chandon, Brut Imperial. Måske har chefen ikke så meget tiltro til mig, som til Jonathan.

Igen, et sidespring. Når vi bliver lukket ud af flyttekassen, kan vi så trække vores dagløn på 438,50 kroner, som det forventes at vi sender hjem til vores kærester, familier, hvad end vi nu har. Det er ikke mange penge, men i det mindste kan jeg da hjælpe til at vi har råd til at købe kattemad, legetøj, og kattegrus til Preben. Det er min kat. Han har ufattelig dårlig ånde. Efter daglønnen er trukket, kan vi endelig få lov til at sove på en våd madras, ude i den 7000 kvadratmeter store have. Hvis vi altså har lyst. Den anden mulighed er indenfor, på marmorgulvet i foyeren. Det afhænger lidt af årstiden hvad folk vælger.

Dagen efter, bliver man så vækket klokken 06:42 af slottets husholderske. Og det var så en typisk dag som freelance skribent på GameReactor. Som sagt, bestemt ikke en særlig anderledes hverdag end så mange andre arbejder. Man står op, man spiser frokost, man arbejder færdigt, og man går i seng. Jeg håber jeg har kunnet besvare det brændende spørgsmål om hvordan det er at være freelance skribent her i organisationen, og måske inspireret den næste skare af skribenter der skal tage over, så den kære greve beslutter sig for at fyre hele holdet, og sende os med enkeltbillet til Rwandas vildmarker. Det har han åbenbart for vane at gøre.

Glædelig jul!

7,1 eller: Det Store Vurderingsdilemma

Jeg selv og tal har aldrig været særligt gode venner. Af samme grund har jeg altid haft et anstrengt forhold til karakterskalaer. Tal kan dog alligevel sige en hel del om tingenes tilstand. De siger ikke så meget om hvorfor men umiddelbart er de brugbare til at give et fingerpræg om hvor der sker skidt og hvor der sker godt, hvis man sætter dem i ordentlig kontekst. For eksempel, karakteren 7 her på GameReactor. Den er denoteret med "Godt", hvis man fremfinder skemaet for vurderinger under Brugeranmeldelser. Det betyder at et spil med karakteren syv ikke blot er over middel men derimod en solid, god spiloplevelse uden umiddelbare fejl og mangler. I denne kontekst er vurderingen 7 ud af 10 derfor noget et spil skal stræbe efter, noget der ikke uden videre er opnåeligt uden en vis form for arbejde.

Medmindre man selvfølgelig kigger på de faktiske tal. De gode, gamle solide tal der ikke lyver. For på trods af at syv defineres som "Godt", ser det ikke sådan ud i virkeligheden. Bredt på samtlige GameReactor redaktioner Norden over, inklusiv Storbritannien og Tyskland, ligger landet at 7 snarere er middel til under middel karakter. I mit ansigts fodsved har jeg samlet et regneark med alle vurderinger fra GameReactor Danmark, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien og Tyskland og regnet mig frem til den gennemsnitlige vurdering givet; den karakter som ideelt burde ligger på omkring 5 men i stående tilfælde ligger på 7,1. Mængden af givne karakterer står også således så karakteren 8 er den der hyppigst gives; igen på tværs af samtlige redaktioner Norden over.

8 denoteres som "Rigtig godt". Der skal kæmpes for sådan en karakter, ideelt set. Alligevel forekommer den som en over middel karakter i mange tilfælde. Fanger man hurtigt stemningen fra kommentarsporene, opleves det nemt at 8 opfattes som et 6-tal og karakteren 7 til tider er en meget svag karakter. Nok til at rose anmelderen for at have afværget et køb. Er det ikke lidt et dilemma?

Jeg er bestemt ikke en fan af normalfordelinger, skal det siges. Når man anmelder, skal et spil have den karakter det skal have, uanset hvordan resten af karaktererne er fordelt. Med min statistiske kunnen, ser jeg dog hurtigt at karaktersystemet faktisk er temmelig normalfordelt, bare med en stor skævhed til de, på papiret, bedre karakterer. Det betyder at karaktersystemet i sig selv mister sin værdi. Der synes umiddelbart ikke at være nogen grund til at have et 10-tals vurderingssystem, når det kun er 6, 7, 8, 9 og 10 der egentlig bruges og alt under 6 stort set betyder det samme. Alt under 8 er, i publikums øjne, mere eller mindre forfejlet.

Det spørgsmål denne korte analyse så afstedkommer er; hvorfor har GameReactor ikke et vurderingssystem med fem niveauer i stedet for 10? 1 denoterer forkasteligt, uspilleligt, fejlbehæftet i sådan en grad at spillet er ubrugeligt, 2 denoterer en under middel præstation der, selvom det er spilbart, ikke tilbyder særlig stor underholdningsværdi eller oplevelsesværdi, 3 gives for den gode spilpræstation som fungerer, er underholdende og har oplevelsesværdi uden at være exceptionelt, 4 hentyder til det spil der leverer en decideret over-middel oplevelse med nytænkning i mekanikken og en spændende oplevelse og 5 er det absolutte mesterværk som nærmest ingen fejl har. Lynhurtigt og uden problematikker i eventuel over- eller undervurdering.

Eller muligvis har jeg bare for høje forventninger. Muligvis bliver der bare ikke udgivet dårlige spil mere. Det retoriske spørgsmål man så bagefter kan stille sig selv er, så bliver standarderne vel bare rykket?