Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Efterårets Eftertragtede

Gamereactors diverse redaktionsmedlemmer vælger de spil de ser mest frem til i det travle efterår.

  • Tekst: Redaktionen

Andreas Juul Leth-Sørensen vælger:
The Evil Within 2
Sidste måned skrev jeg en artikel hvor jeg argumenterede for 2017 som det bedste spilår nogensinde. Med titler som Nier: Automata, Persona 5 og Nioh har første halvdel været fantastisk, men hvis titlen som bedste spilår for alvor skal hives hjem, så skal anden halvdel også levere varen. Indtil videre ser det ud som om at det går den rigtige vej med store titler som Wolfenstein II: The New Colossus og Call of Duty's tilbagevenden til verdenskrig numero dos. Blandt dette virvar af kommende titler står The Evil Within 2 som den lysende stjerne blandt arméen af mastodonter. Det første udspil var en spilversion af begrebet "vanvid", med en dyster rejse ind i hovedet på en sindsyg patient- og tillivevækkelsen af de mørkeste makabre mareridt. Bethesdas E3-konference var mildest talt undervældende med det underlige Bethesdaland som tema og Zelda-DLC til The Elder Scrolls V: Skyrim. Alligevel formåede Bethesda at imponere mig mere end nogen andre med deres trailer til Tango Gameworks nyeste spil. Seriens unikke vanvid var på plads, den obskure brug af hvid væske og et fantastisk soundtrack blæste mig bogstavelig talt omkuld. Normalt formår CGI-trailere ikke at gøre det fjerneste indtryk på mig, hvilket gør The Evil Within 2s trailer til en kæmpe bedrift. Om spillet leverer på den enorme hype og det smukke æstetiske udtryk ved jeg ikke, men som det ser ud nu er The Evil Within 2 mit mest ventede spil, og kan muligvis være prikken over i'et som cementerer 2017 som spilåret over dem alle.

Magnus Laursen vælger:
Super Mario Odyssey
Kan man forestille sig noget bedre end et nyt Zelda? Det skulle da lige være et nyt kapitel i Super Mario serien! Nintendo, kæmpen fra Kyoto, har tydeligvis genvundet modet til at eksperimentere med deres mest elskede serier - selv Mario! Og det er virkelig en god ting. Ganske vist var 3D World et prægtigt spil, men det føltes også som endestationen for et bestemt designspor. På sin vis er der noget profant, ja, næsten krænkende ved tanken om at hive Mario over i den "virkelige" verden, men måske netop derfor er jeg så spændt på at se resultatet. Jeg elsker de andre spil i serien, de har alle sammen gjort indtryk. Men aldrig før er jeg blevet blæst sådan omkuld af en trailer alene. Dinosaurer! Metropoler! Besatte hatte og hattebesættere! Hvad i al verden foregår der? Nintendo ser ud til at levere farvesprudlende underholdning, fyldt med hjernesplittende idéer. Mario har fået kuk i kasketten og jeg er helt tosset med det.

Anders Baad Mai vælger:
Danganronpa V3: Killing Harmony
Playstation Vita har været med til at give liv til meget godt. Det kan godt være, at der ikke var nok, der købte den håndholdte konsol - set med Sonys briller - men dem der købte den, formåede at holde liv i den længere tid end jeg havde regnet med. Og metoden var egentlig simpel: der blev bare købt mange spil til den. Vitaen var hovedsageligt rettet til den lidt mere seriøse gamer, og derfor fik en skæv og direkte underlig serie som Danganronpa overraskende stor succes. Især i hjemlandet, ja, men det er på tide, resten af verden får øjnene op for den. Karakterne har en "larger than life"-kvalitet til sig, hvor de ofte er eksperter til én specifik ting, og det fylder hele deres personlighed. Som Japans bedste detektiv, der ikke kan lade være med at analysere sine omgivelser eller Japans bedste svømmer, der altid finder tid til lidt træning. De er overdrevne på den morsomme måde, hvilket skaber en kontrast til den voldsomme situation de alle står i: man er nødt til at dræbe én af de andre - og slippe af sted med det - for at blive fri. Danganronpa gemmer på fantastiske karakterer, et gameplay der tvinger dig til at tænke selv, i stedet for spillet fortæller dig hvem morderen er, og et større narrativ der strækker sig over tre spil, jeg ikke kan vente med at dykke yderligere ned i. Danganronpa V3: Killing Harmony er beviset på, at NIS endelig har indset hvilken unik serie de har på hænderne, og har givet udviklerne lidt ekstra penge at lege med. Og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad de kan formå at udrette med de ekstra ressourcer.

Anders Fischer vælger:
Vampyr
Jeg er ganske enkelt vild med, at der bliver lanceret flere og flere spil, som er sat i Victoria-tiden. Dontnod's kommende action-RPG Vampyr ser ud til at levere en virkelig spændende setting i det vampyr-inficerede London. Det bliver virkelig mørkt, med vampyr-intriger, mord og kannibalisme, og det gør kun Vampyr endnu mere interessant. Den splittede hovedperson, Dr. Reid, har desuden masser af horror-potentiale, idet han er en læge som nu må leve som vampyr. Gameplay-mæssigt ser spillet også rigtig lovende ud, med overnaturlige evner at lege med, i bedste Dishonored-stil. Spillet kombinerer disse evner med et historiedrevet tredjepersons RPG, som tilsyneladende minder lidt om Witcher-serien, og det er jo ikke til at stå for. Med svære valg at tage, som påvirker både relationer til NPC'er, samt historiens udfald, er der masser af guf for RPG-elskere. Hvis de får fikset den elendige lip sync fra gameplay-traileren, så er det absolut det projekt i efteråret jeg er mest hooked på.

Kim Olsen vælger:
Total War: Warhammer II
Efteråret rummer anden del af Total War: Warhammer-trilogien. Omend at jeg stadig finder prisstrukturen for nye racer til spilserien stærkt provokerende, så må jeg indrømme at jeg ser frem til at lege med Lizardmen, High Elves, og især Skaven der er og bliver en favorit for mange Warhammer-fans. Dark Elves er også en af de ekstra tilføjelser der nok skal give både taktiske og æstetiske fornøjelser, men jeg er dog lidt bange for om historiedelen kommer til at spille en for dominerende rolle. Indtil videre har Total War-holdet dog klaret konverteringen af Games Workshops massive verden til topkarakter, med både respekt og forståelse for det ekstremt velbeskrevne univers som de har givet sig ud i.

Claus Larsen vælger:
The Last Crown: Blackenrock
I 2008 faldt jeg så over et lille engelsk eventyrspil som hed The Lost Crown. De skærmbilleder jeg så fra spillet var i sort/hvid, og karaktererne var primitive. Der var dog noget ved spillet som fangede mig, så jeg købte det fra dets hjemmeside (Det var ikke på Steam dengang, det er det nu). Spillet var udviklet af bare én mand, Jonathan Boakes, og han leverede også stemmen til spillets hovedperson, Nigel Danvers. Amatøragtigt beskriver ikke hvor dårlige stemmeskuespillerne var, for de var alle Boakes' venner og bekendte, men efter et stykke tid gik det fra dårligt til charmerende. Spillets historie holdt mig så fanget i næsten tolv timer, og nu er der et nyt spil i serien på vej, og det glæder mit lille hjerte. Sidste år udgav Boakes en lille appetitvækker med The Last Crown: Midnight Horror, og i dette efterår kommer den reelle efterfølger til The Lost Crown, The Last Crown: Blackenrock. Spillet har snart været ni år undervejs og er blevet udsat flere gange end jeg kan huske, så da Boakes for et par dage siden opdaterede spillets Facebook-side med teksten "It's done", klappede jeg i mine små hænder.

Spillet foregår i den opfundne sydengelske by, Saxton, hvor Nigel Danvers, som er spøgelsesjæger af profession, vil gå på jagt efter fortabte sjæle sammen med den lokale pige Lucy Reubens, for at løse mysteriet om Blackenrock. Danvers har forskellige værktøjer til at snakke med de døde, og hver eneste skærm kan indeholde noget unaturligt, som gerne vil fortælle sin historie. Det er denne atmosfære af forundring og mysterie, som gør serien så dragende for mig. Grafikken er i sort/hvid, men enkelte elementer har farve, og det giver spillet et helt specielt udseende. Dunkelt med også smukt på sin helt egne måde.

Blackenrock kan forhåbentlig snart fås på Steam eller på spillets hjemmeside, og jeg håber andre får øjnene op for denne gemte juvel, og forelsker sig som jeg har gjort. Så er man til det lidt skæve og fascinerende, en god historie og tonsvis af stemning, så er The Last Crown: Blackenrock noget for dig.

Jonathan Sørensen vælger:
South Park: The Fractured but Whole
Trey Parker og Matt Stones tv-serie har eksisteret i 20 år, og igennem alle årene har den formåede at fremstå frisk og relevant, og humoren har ikke falmet, men synes tværtimod kun at blive stærkere med årene. Alligevel var det først med The Stick of Truth, at South Park fik et spil som for alvor fangede ånden fra tv-serien. Igennem årene har South Park opbygget sit helt eget univers som blev perfekt oversat til "lore" i det rollespil som udgjorde The Stick of Truth. Spillet lignede et afsnit af serien på en prik, og humoren var lige så skarp. Derudover var spillet krydret med et ekstra meta-lag, som gjorde grin med spilmediet i sig selv.

Alt dette bliver nu taget til nye højde i The Fractured but Whole - som desuden må siges at være muligvis den bedste spiltitel nogensinde. Børnene i byen har droppet at spille i en fantasiverden, og de har stedet valgt at blive superhelte. Som den nye dreng i byen opbyggede men hurtigt status igennem The Stick of Truth, men nu er man tilbage til at være en outsider og skal bygge sin karakter op igen, da ingen af ens evner fungere i en verden af superhelte. Til gengæld har ens prutter, som spillede en stor rolle i det første spil, fået endnu mere kraft. Nu kan de flå tid og rum i stykker! Alene af den grund må The Fractured but Whole være et af de spil, man skal spille i efteråret.

Hvilke spil ser du mest frem til i efteråret?