Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler
Final Fantasy XIII

De 3 værste spiloplevelser

Andreas lister sine grimmeste minder fra mange års spilleri


Vi kender det alle sammen. Det at købe et spil og tro, at en stor oplevelse ligger i vente, men ender med at blive taget grueligt ved næsen. Hvad enten det er en spritny IP eller en længe ventet efterfølger til en klassisk serie. Det er svært at glemme og sluge skuffelsen, når man lige så stille finder ud af, at det spil man havde ventet så længe på ikke kunne leve op til en brøkdel af sin egen hype.

Min kollega Anders Mai forklarede mig netop denne frustration i forbindelse med udgivelsen af Mass Effect: Andromeda. Et spil som for mange fjernede serien fra sin ellers overdådige plads på himlen som en af de bedste narrativt drevne og unikke spiluniverser. I sådanne tilfælde prøver vi som fans desperat at finde det gode hook eller geniale tiltag som fanger os og leverer den der "Yes!"-følelse vi så desperat søger.

Det er efterhånden ingen hemmelighed for vores læsere, at jeg mener Final Fantasy XIII er et blasfemisk, og nærmest direkte skamløst eksempel på hvordan et spil skal skrues sammen. Netop grundet dette vil jeg også udelade Final Fantasy XIII som eksempel, da jeg allerede har dedikeret en hel artikel til det.

De tre spil som er på denne liste er uden tvivl spil, som mange læsere allerede elsker, hvorfor det ikke kan siges nok, at listen hundrede procent repræsenterer denne skribents egne holdninger. Med det sagt så lad os komme igang.

Final Fantasy XIII

Everybody's Gone to the Rapture

The Chinese Rooms darling om den mystiske forsvinden i en lille landsby blæste mig væk efter sin første trailer. Som en kæmpe fan af stærkt historiedrevne spil og at løse mysterier lignede det en sikker vinder i min bog. Sammen med min tidligere kæreste ventede vi spændt på spillets endelige udgivelse og købte det minutter efter det var landet på markedet. Lå der et vidunderligt eventyr i vente?

Everybody's Gone to the Rapture var alt andet end det. Jo grafikken var da fin med en effektiv brug af CryEngine og en ellers fin stemning fra starten. Men hold da fast en kedelig oplevelse. At bevæge sig fra det ene hus til det andet eller gå rundt og udforske var anstrengende, da spillet havde en af de mest langsomme gå tempoer i mands minde. Sågar ikke sprint egenskaben gjorde spillet mere udholdelig.

Til sidst nåede det simpelthen til et punkt, hvor min kæreste og jeg måtte lægge Dual-Shock 4 controlleren og køre endnu en gang igennem The Last of Us: Remastered i stedet. Sjældent har jeg prøvet noget så søvndyssende.

Final Fantasy XIII

Devil May Cry 2

Jeg elsker Hideki Kamiya's vanvittige action-universer. Hans første udspil, som for alvor gav ham actionkonge auteurhatten var Devil May Cry. Dæmonjægeren Dante's kamp mod Mundus på den forladte Ø var den perfekte blanding af nonsens, intense sekvenser og en evig strøm af platte one-liners.

Med en så perfekt formular, ville den oplagte eller nærmere ideelle efterfølger være mere af det samme med nogle få justeringer hist og her. Kamiya havde ikke længere den gule instruktørtrøje og den var i stedet blevet overgivet til Hideaki Itsuno (som også lavede det fortræffelige Devil May Cry 3). Væk var Dantes sjove personlighed og den seje stemning fra nummer et og i stedet var Dante blevet en goth/emo hybrid med mindre personlighed end tilskuerne i FIFA-spillene.

Især kampsystemet havde fået en nedsmeltning og var langsomt og alt, alt for let. Hvor Devil May Cry 1 konstant holdte dig på tæerne, var to'eren en dans på roser. Sidst men ikke mindst er det underligt at tænke over, hvordan i alverden Capcom havde formået at lave spillet væsentligt grimmere end det første?

Final Fantasy XIII

Dirge of Cerberus: Final Fantasy VII

Dette spil er mig en gåde. Hvordan tager man et af de mest unikke universer nogensinde kreeret i spilbranchen og stadigvæk formår at lave noget så ringe som Vincent Valentines solo eventyr på PlayStation 2. Præmisset om at spille et tredje persons skydespil med en af de mindre udviklede og interessante figurer var spændende. Men hold da op en nedtur.

Ikke alene fortæller Dirge of Cerberus: Final Fantasy VII en af de mest idéforladte cash-in historier på Sonys konsol, men selve styringen er blandt de værste skydespil jeg længe har spillet. Det er fedt at se alle de gamle kendinge igen, men folk som Cloud Strife og Tifa Lockhart er blevet nedgraderet til små cameo-roller og Vincent formår aldrig at blive overbevisende som hovedpersonen i sit eget spil.

Den hemmelige film, som låses op for til sidst giver hints af en potentiel fortsættelse, men hold da op hvor er jeg taknemmelig for det aldrig skete.