Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Dragon's Dogma

Dragon's Dogma: Dark Arisen

Capcoms RPG fastholder meget af sin rå charme.


Som med mange RPG'er tager det noget tid, før man bliver fanget af Dragon's Dogma. Scenen skal sættes, de forskellige mekanikker skal forklares og de første quests er ofte i den lette ende, så man kan få styringen på plads. Man når måske lige at få tanken om, hvorfor man skulle spille Dragon's Dogma, når der er så mange andre gode muligheder på markedet. Hvad er det, der adskiller denne RPG fra mængden? Så møder man sin første kyklop, og så stiller man aldrig det spørgsmål igen.

Dragon's Dogma
Dragon's Dogma

Dragon's Dogma udkom oprindeligt tilbage i 2012 til Playstation 3 og Xbox 360, og nogle dele har ældes bedre end andre. Den første filmsekvens viser både charmen og problematikkerne på én og samme tid: en ridder står og råber noget til befolkningen i en lille landsby. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvad han råbte, for hans ansigt var så grotekst deformt, at jeg ikke kunne abstrahere fra det. Hvis det ikke er en orker, der forsøger at udgive sig som et menneske, så ved jeg ikke hvad det er. Det er en ansigtsanimation, der har været lettere at tilgive tilbage i 2012, men i dag er det svært at kigge væk. Han når dog ikke at sige meget, før en ildspydende kæmpe drage kommer flyvende ned fra himlen, og her viser spillet, hvad det er i stand til.

Kampen mod dragen er selvfølgelig tabt på forhånd, men den sætter en god tone for, hvad man kan forvente sig senere i historien. For kampene mod de større monstre fungerer som en hurtigere udgave af kampene i Monster Hunter: hvis du bare stormer hovedløst frem og slår på benet, vil du hurtigt blive dræbt. Omvendt er det en god idé at gå mere taktisk til værks. Som Ranger var jeg forsynet med en bue og pil, og en velrettet pil lige i øjet på en kyklop, får ham til at tage hånden til det ramte område i smerte, hvilket tillader dig og dine kompagnoner at få nogle slag ind. En anden brugbar taktik er at gribe fat i din tårnhøje modstander, og kravle op til et svagt punkt på kroppen, og begynde at slå Shadow of the Colossus-style. Det var nogle overraskende episke kampe tilbage i 2012, og de er lige så fornøjelige at udkæmpe i dag.

Og det er vigtigt, for det er hovedsageligt de kampe - og kampsystemet generelt - der vil skubbe dig frem i spillet. RPG'er kan have svært ved at lave en ordentlig hovedhistorie: laver man den for dominerende og lægger verdens skæbne på dine skuldre, så virker det åndsvagt at skubbe den til side for at gennemføre sidemissioner i stedet. Går man i den anden grøft og skruer ned på hovedhistorien, kan man hurtigt glemme, hvorfor man bliver ved med at gå fra landsby til landsby. Dragon's Dogma: Dark Arisen går desværre til den ene side, og overlader hovedsageligt hele historie-delen til sidemissionerne. Missioner der ofte bliver givet til dig af NPC'er uden snerten af personlighed, så man føler sig aldrig engageret fordi man vil hjælpe en person. Man gør det fordi man vil blive stærkere. Og det er ærgerligt, at det er den eneste motivation man står tilbage med. Men selv om missionerne bliver givet til dig af karakterløse personer, så er de stadig underholdende at gennemføre.

Dragon's Dogma
Dragon's Dogma
Dragon's Dogma
Dragon's Dogma
Dragon's Dogma
Dragon's Dogma